..

Når man læser både forums, blogs, Facebook status'er ovs. om piger der ikke kan få det værre. (Der i blandt mig selv.) De hader deres liv, der er ingen ting der passer, FML!!!!!!!!, alt er lort, ingen hverken elsker dem eller holder af dem. Ikke én dreng vil kigge på dem. Jeg er selv slem til det. Det er kun denne ene ting jeg bliver ved med, at synes er SÅ synd for mig! Prøv og se hvor meget det har ødelagt mit liv og pis og lort, men hvis jeg nu tænker ekstra over det, så har jeg faktisk et liv, der er værd at leve. Og det har vi alle sammen hver og én. Jeg undre mig så forfærdeligt (Jeg undre ret meget :p) over, hvorfor jeg har hadet mit liv så inderligt, at jeg ikke har ville leve. Men så gik det op for mig. Livet er en gave til mig, min kommende uddannelse er en gave. Alt er i sig selv en gave: en dreng vil kunne ødelægge dit hjerte, mobning  kan ødelægge din skolegang, men alle de mange ting man kan ræmse op kan reddes. Jeg har det sidste stykke tid tænkt meget over mennesker med handicaps og mennesker med kræft. Deres eneste ønske er at blive raske og de fleste (Ihvertfald dem som jeg har mødt) gør ALT hvad de kan for, at leve et liv uden at lade sygdommen/handicappet påvirke dem. Jeg bliver så glad når jeg ser sådan noget! Det giver mig lyst til at leve videre, lyst til at kæmpe selvom det er svært. Selvom livet går op ad bakke meget af tiden lærer man jo af det. Og det kan ikke gå op ad uden at gå ned ad igen, og ned ad går det hurtigt. Mange gange når man slet ikke, at mærke sin medvind, for den kommer altid når alt kører på skinner, eller når man kører ned ad bakken, men.. Husk de små ting i livet, de kan ændre dit liv.
Det her har lige ændret min holdning.

Tak for det liv du gir' mig, Gud!
Og tak for verdens bedste Hest, mor, bedsteveninde og nære veninde! Det er ubeskrivligt <3

- Bems.