mit hjerte ligger i dine hænder.

love lives forever.
Please God, let THIS last forever.
Han er min soulmate, det er jeg sikker på. Hvad han ikke har gjort for mig allerede. Jeg er så glad, glad for ham. Glad ved ham. Jeg behøver ham, fordi jeg elsker ham. Han lyser min mørke verden op, han giver mig smilet tilbage, sørge for mig, trods han er langt væk. Hans opkald, hans sms'er, hans smil. Jeg elsker hans smil. Det lidt ligesom i en heste flok, han er min hingst (haha, den kan forstås så forkert, men forstå den lige i forehold til naturen) Han burde ikke lede mig i vildnis. Når jeg ligger mig ned for at sove, når jeg er allermest sårbar, sørge hans smil for, at jeg ved der ingen fare er. Jeg tror på ham og mig, trods vi for to måneder siden INGEN fremtid havde i mine øjne. Han har vist sig at være en hel anden, et menneske med følelser, min drømmefyr. (Jeg troede egentlig det var Burhan G (Burhan drengen <3<3<3<3)) Men så mødte jeg ham her, eller. jeg havde jo mødt ham før, men det var på et andet plan. Vi lagde kortene på bordet, fik snakket sammen, snakket igennem og ja. Det meste af det havde vi tilfælles. Jeg hadet mænd, de var nogen idioter der skred, når tingene blev svære, men ja. Han blev, trods jeg er noget af en mundfuld. Jeg griner og græder med ham, jeg smiler og er ulykkelig. Han tager mig for den jeg er, han ønsker mig ikke anderledes. (Det siger han i hvert fald, og jeg stoler på ham) Jeg har lagt mit hjerte hos ham, og det vil ligge der forevigt, også selvom vi ville gå fra hinanden. Han viste mig, hvad ægte kærlighed er, hvad ægte kærlighed kan gøre ved en. Love changes everything som Climie Ficsher siger - og det er så sandt!
Kære Gud.
Jeg elsker ham, lad ham blive, lad ham mene det.
Lad kun vores dødskille os ad, hvis den kan gøre det.
Hvordan viser jeg ham, at jeg mener det? At jeg mener, at ham og jeg skal dele resten af vores liv sammen? Hvordan gør man det så man viser ham, at han er den eneste, der har kunne gøre sådan her ved mig? Han er min tryghed, ligesom Paus var og som Anna er. Ham og Anna ville jeg følges til verdens ende med, og jeg ville ikke tøve, jeg ville gøre det! Som jeg sidder her, er der 48 timer til, at han sidder i min seng, sammen med mig. Jeg glæder mig til at se ham, smile til ham og sige: ''Hej kæreste!'' jeg kan slet ikke få de to ord til at hænge sammen, tænk han er min kæreste? Tænk jeg er så FREAKING FUCKING HELDIG?! Det er ufatteligt!
29.12.11. <3
Lad os gro sammen, sammen med kærligheden. Bare dig og mig, just the two of us <3
http://www.youtube.com/watch?v=TfPLBARuzlc

tårene bag smilet.

Bag smilet gemmer gråden sig, en sætning jeg har brugt meget. Gråden kan fremkomme på to nano sekunder, som i min situation nu. Jeg græder ikke, endnu. Hvorfor er der ikke nogen, der kan opfatte jeg er dybt ulykkelig? Kan jeg virkelig præstere at skjule det SÅ godt, at vitterlig ingen undtagen mine nærmeste, og nogen gange kan ikke engang de se det. Jeg ville sådan ønske det hele forsvandt, at jeg bare for en stund kunne være mig, uden hæmninger og det fact at jeg kryber ved den mindste konflikt.
Jeg elsker at leve, jeg elsker min pony, min fantastiske kæreste, veninder og familie, men den mindste ting vipper mig af pinden. ''Jamen Emma, du er længere end de andre, de forstår det ikke, du er så moden'' ''Emma, du er bare en fantastik pige'' Så fat det dog, nej jeg er ikke. Jeg er Emma, den fede klamme hestepige, der ALTID har brugt hesten som bedsteven, grædt mine tåre og alt mit snot ud der. Jeg kan ikke finde ud af, at gå i byen. Jeg vil hellere bare være derhjemme, glemme alt omkring mig, være sammen med Anna og Søren. Alkohol gør bare, at mine tåre vælter ud. ''Jamen så er hæmningerne væk!'' Ja, det rigtig nok, men det er de kun for et par timer, og de kommer tilbage med 150 km/t, når jeg bliver ædru. Når jeg kigger rundt på mine veninder, så ser jeg smukke piger, piger der burde elske deres krop. Deres bukser sidder skide godt, barmen er pæn og lige som den skal være, der er ingen mave der stikker ud, der er ingen strækmærker. Jeg får som regel at vide, at det er min egen skyld. De er det også, for maden var min trøst. Jeg tør' slet ikke tænke tanken, om hvordan jeg havde set ud, hvis ikke de var fordi jeg cyklet frem og tilbage til hesten. Puuuh hvor havde jeg været fed. Jeg håber sådan, at nogle af de mennesker jeg ser til hverdag, dem i min klasse exempelvis, ville støde på det her indlæg. Der er så mange ting, der bliver sagt hver dag, som de ikke tænker over, men som jeg ikke kan lade være at tænke over. Når jeg får sagt et eller andet og de griner ad mig er det som en lussing, der rammer hvergang de griner. Det gør så ondt, men de ved det ikke, og jeg har heller ikke i sinde at fortælle dem det. Jeg skal ikke være midtpunk. Jeg gad godt være usynlig, for alle andre end Søren, Anna og Nulle. hvor ville det bare være det fedeste i verden! Udover det fact, at jeg har den dejligste pony, skønneste kæreste og den bedste veninde, det er det fedeste!

lykkelig.

Så blev det min tur, min tur til at finde kærligheden, min tur til at smile.
Jeg elsker dig, Søren <3
29. December 2011.