Alle billeder er nu slettet, fjernet, udryddet.. Det at have slettet alle billeder er virkelig befriende, jeg kan ikke lade være med at kigge på dem alligevel og så sidder man der og gøder til tårene, og det kommer man jo ikke videre af. Jeg fortryder det jo nok en eller anden dag, men lige nu er det, det eneste rigtige, ikke at have hans nummer, Facebook, aaaah det er rart. Så kan jeg ikke overanalysere mig frem til, hvordan han har det, og om han savner mig eller ej.
Jeg håber han tænker på mig en gang i mellem.. Hvor ville jeg give meget for at finde ud af, hvad han tænker. Det kan også være det eneste han har i hovedet er hans nye pige, som vist egentlig bare skulle fjerne tomrummet jeg efterlod. Jeg svinger så meget i de her følelser, det ene øjeblik savner jeg ham som pesten, er så jaloux på den pige der får glæde af ham og alle de gode ting han har. Alle de mange gode grin vi har haft sammen, alt det vi var gode til, jeg savner hans grin, hans måde at snakke på.. Og så alligevel...
Gud hvor er der mange ting man BESTEMT ikke savner! Jeg er så glad for jeg ikke længere skal tænke på tog turene som resulteret i 3 timers togtur hver dag! Jesus det er befriende! Jeg savner ikke skænderierne, faktummet at han på ingen måde forstod min ironi og at vi ikke forstod hinanden rigtig tit! Det der faktisk frustrere mig mest og gør mig rigtig ked af det, er at han kan erstatte mig på den måde, bare finde en anden og få hende til at tage min plads. Jeg kan faktisk blive helt sur over det, føle mig så trådt på over, at han føler at det er det rigtige. Nej man kan ikke vurdere sorg, alle sørger forskelligt og han var jo egentlig også en sutteklud for mig inden vi blev kærester, der skulle fjerne det tomrum min eks efterlod hos mig. Men hvad er det egentlig der får os til at føle, at vi skal fjerne smerten på den måde? Jeg har altid distanceret mig fra det, fået det til at gå væk ved at erstatte det der blev tomt. En aflivet hest = ny hest, en kæreste der slog op = bolleven (/den eks jeg skriver om)
Man er jo nødt til som menneske at lære, at for at være rigtig glad og lykkelig skal man også have været rigtig, rigtig ked af det. Det er bare så frustrende at sidde og være ked af noget, som man egentlig selv har besluttet? Jeg havde det fint (eller det er måske meget sagt) indtil han fortalte mig, at der var en anden.
Det er følelsen af, at blive erstattet. Jeg husker tydeligt hans ord: ''Jamen jeg elsker dig, men jeg kan ikke være i et forhold, hvor jeg ikke føler mig sikker'' .... Det giver jo god mening, grunden til der er end ny er for at komme videre.
Min egen oplevelse af det, var at jeg byttet rundt på mine eks'ers navne (tit, også overfor den nyeste af dem, dét' pinligt!) ''Søøør... Lars!'' Altså...? Så er man jo ikke videre, der er stadig tanker og følelser omkring denne her person, som har betydet så meget? Ikke dermed sagt, at min, på det tidspunkt nye kæreste, ikke betød noget. Han gjorde mig glad og fik virkelig smerten til at forsvinde til UG! Men Gud hvor tænkte jeg meget på min eks. Han reaktion da han fandt ud af, at jeg havde fået ny kæreste - føj jeg solede mig i det! Han gik fra mig, og jeg fik først en ny kæreste! Win!
Set i bakspejlet elsket jeg Lars.. For det han gjorde mig til og bestemt også det han lærte mig om mig selv! Alle de gode grin og alle de gode timer, men man kan simpelthen ikke lave om på folk og det skal man heller ikke. Det ville en af os være nødt til for at vi kunne fungere og det er jo ikke fair. Ja jeg savner ham, men jeg ved ikke om det er ham eller tanken om at have en kæreste? Der er mange ting jeg savner ved HAM, men i det store perspektiv har jeg bestemt også en anden i tankerne der kunne udfylde hans plads. Som min trøstende bedste veninde sagde til mig her den anden dag: ''Emma det vigtigste ved livet, er at det går videre.'' og det gør det sgu! Jeg kan godt bare sidde og dvæle ved, at det imorgen faktisk er en hel måned siden, jeg slog op og han allerede har en anden? Eller jeg kunne rejse mig fra min seng og gå en tur, nyde livet også selvom det er hårdt på nogle tidspunkter.
Jeg skal lære at tage tyren ved hornene, se den i øjnene og lære den lektie den nu giver mig, i stedet for at flygte fra den!
Åh hvor det hjælper, at skrive de her blogindlæg! Tak fordi du altid er der, kære blog!
