Prædiken.

Nu offentlige gøre jeg den prædiken jeg skrev med hjælp fra præsten Simon. Simon hjalp mig igang med nogle ledetråde, og jeg endte med at fremlægge om det at være præst, lave en mini gudstjeneste, hvor 2.B sang med som kor og det gjorde jeg til et 10-tal! De roste min prædiken meget og fortalte den trak min karakter meget op. Her kommer den, nyd den. Den er fra hjertet!

Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.«  Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«

I fjernsynet kører der en reklame disse dage. Det er en reklame for Tryg, hvor man ser en kvinde, der sidder i et tog. Hun sidder og læser, og så rejser hun sig op for at stå af. Man ser profilen af en mand, han virker meget skummel. Han har hætten trukket op om hovedet og hans ansigt er mørklangt. Hans type ville normalt vis være en jeg ikke ville huje mig over at møde i mørket. Kvinden stiger ud af toget og man ser så manden, stadig med mørklagt, der kigget ned mod den plads hun lige har forladt. Kameraet skifter vinkel så det er hende man ser. Pludselig stiger manden ud med bestemte skridt og går over mod hende. Det blæser og det er mørkt, mandens hætte er stadig helt oppe om hovedet og hans skridt fortsætter.
Mange mennesker, deriblandt mig selv har siddet og undre sig over denne reklame, for mange vil forbinde dette med et overfald eller noget der ligner. Og hvorfor gør vi egentlig det? Er det os der fylder os med fordomme eller er det, folk af anden etnisk baggrund der selv har bedt om det? Det er ikke et spørgsmål der er nemt, at svare på, men spørgsmålet er værd at tænke over.
Det næste man ser i reklamen er, at manden ligger hånden på damens skulder. Hun vender sig om og manden række damens taske. Han tager hætten ned i det han aflevere tasken. Man ser, hvordan hendes ansigt lyser op og ordet tak lyser ud af hendes øjne. Kvinden smiler og samme gør manden. Kvinden går og manden står tilbage og ser toget køre fra ham.
Dette manden lige har gjort, er at opfylde noget af kristendommen. Man kan jo så undre sig over, hvilken tro han er af. Men den næste kærlighed han viser her er det Gud vil have af os. Vi er sendt på jorden som hans hjælpere for, at gøre verden et bedre sted. Vi er alle sammen skabt af Gud, vi er alle sammen skabt af den samme, hvorfor kan vi så ikke elske hinanden, hvorfor al den splid i verden? I Guds billede er menneskelivet opfyldt, når vi elsker hinanden, men hvorfor godtager han så krig? Hvorfor godtager han, at jeg om tre uger sidder og spiser virkelig lækker julemad, mens de dør i Afrika? Det gør Gud, for vi er hans børn. En præst fortalte mig om en mor, der havde mistet sin søn. Han var 28 år, og døde af en overdosis narko. Til sådan en situation vil man jo sige, at man ligger som man selv har redt. Andre vil mene et kræftoffer havde haft bedre af det liv, han lod gå forgæves. Spildt liv. Men en mor vil aldrig stoppe med at elske, en mor vil aldrig kunne glemme sin søn. Det samme gør Gud. Han elsker os trods vi laver fejl, han vil stadig passe på os, en dag skal vi nok lære det. Elsk din næste, vi er hinandens liv. 

Hvad kærligheden gør

- er ikke små ting.
Kærligheden til min kæreste, til Anna, til veninder, til familie.
Kærlighed er én ting, men det er lige som om den har flere grene. Det er røde og hvide hjerte.
Familien er de røde, dem du er forbundet med, dem du skal elske. Et godt eksempel er fx. Da jeg skulle snakke med den lokale præst omkring det at være præst, fortalte han om en mor, der skulle begrave sin søn. Han døde af en overdosis af narko. En mor vil aldrig stoppe med at elske, en mor er måske ikke stolt, men det ændre ikke på, at hun elsker til hun ikke er her mere. De hvide hjerter, er dem du møder gennem livet. Kærester, venner og veninder. Der er faktisk en bog om det, den burde læses! 
Så har jeg valgt at oprette min egen lille kategori - det lyserøde hjerte. Det er en man møder, men som man altid vil elske betingelsesløst - Anna & Paus. De to er indikatoren af lyserøde hjerter. Anna har vundet mit hjerte inden for de sidste 6½ måned.  Hun kan altid bringe mit smil frem, hun kan altid lyse min dag op - lige så vel, som vi sammen kan fucke det op, for det er noget vi gør sammen. Man kan ikke give hende skylden, det er min.
Så er der Paus, min elskede Paus.
Ham vil jeg altid elske betingelsesløst. Jeg lovede Paus, jeg ville tabe mig. Jeg har fucket det op gang på gang, men den dag jeg når mit mål - så er det ham jeg har gjort det for. Det gik op for mig, hvor meget han egentlig betød, da dyrlægens bil trillede ned af indkørslen. Han er stjernerne  på min himmel <3

Kærlighed er vigtigt, kærlighed er forskelligt, men det er nok den sammen rus der flyder gennem vores kroppe, når vi mærker kærligheden på egen krop <3
Søren & Anna <3

årets første (og vist nok sidste terminsprøve)

2. Et farvel, der har sat sig spor

’’Mor – jeg smiler aldrig igen’’
’’Jo du gør Ems, det løser sig alt sammen, han får det bedre nu’’
’’Jeg smiler aldrig igen’’

Der er mange måder at sige farvel på. Der det evige farvel. Der findes et ’’Ja vi ses, hej!’’-farvel. Så er der ’’Godnat mors pige! Vi ses i morgen!’’-farvellet og så er der et gensyns farvel. Hvordan siger man farvel på den rigtige måde? Kan man sige farvel på en forkert måde? Hvordan skal man få sagt alle de ting, man gerne vil sige? Den dag de er væk, så er der ikke mere at gøre, du kan ikke ringe til dem, skrive til dem eller snakke med dem igen. Min frygt var, hvem skal jeg snakke med? Hvem skal jeg græde hos? Hvem skal jeg grine hos? Hvem kan jeg være 110 % mig selv hos? Svaret kunne jeg ikke finde. 

D. 24. maj var det farvel. Min højt elskede vallak skulle have fred – og det fik han, for han fortjente intet mindre end det bedste. Trods et meget turbulent forløb forinden, hvor veninder svigtede, mit selvværd svigtede og faktisk helt forsvandt.
Alt smuldret i min verden. Alt håb forsvandt så pludseligt, for uden ham var jeg ingenting. Jeg kunne ikke bruges til noget, for han havde min rygrad, han var min rygrad – min stolthed.
Han havde alt af mig, inkl. Mit hjerte og min rygrad, for han var min rygrad. Vi gav hinanden alt, jeg gav i hvert fald ham alt. Jeg brugte alt min tid på ham, hos ham og med ham, og ingen kunne tage hans plads. Rigtig mange dage var han den eneste jeg ville se, den eneste jeg ville snakke med, for selvom han intet kunne sige, var det som om han forstod, hvad jeg sagde alligevel.

Der stod jeg. Dyrlægen bil kom rullende ned ad indkørslen og mine øjne fyldtes hurtigt med tåre. Min mor græd i afmagt, hun kunne ikke tage den smerte jeg stod med, om hun så var masse millionær havde det ikke været en mulighed. Dyrlægen kom ind og smilet til mig. ’’Emma – Der var du sender Paus hen nu, er der fyldt med kærlighed. Jeg har læst alt, der er at læse om døden, og jeg lover dig han får det som blommen i et æg’’ Dyrlægen kom med den første sprøjte, den der sløver hestene. Jeg trak ham ud, hvor han skulle ligge og det første han gjorde var, at ligge sin mule på min skulder ganske som alle de andre gange han havde trøstet mig. Det gjorde han altid. Jeg smilet og græd på samme tid, for hvor var det en fantastisk måde at sige farvel på. Det var uden tvivl sådan det skulle gøres. Paus fik fred, det sidste kys og de sidste ord, og så drog han af sted på rejsen henover regnbuebroen.

På trods af at hele min verden var i gang med, at forsvinde holdt jeg hovedet højt. Jeg smilet, jeg grinet, men det hele var falskt. Ingen kunne se min frygt, for at blive ladt alene, men den 25. maj var der ikke en eneste i min klasse, der fyret en dum bemærkning af til mig som de plejet. Alle var stille, mine veninder vendte sig mod mig og smilet svagt, men det ændret ikke på, at smerten lå og ulmet i mig ingen så det, for jeg smilet bare tilbage. Jeg savner ham hver eneste dag, mangler ham hver eneste dag, men jeg ved, at der hvor han er nu er alt bedre for ham. Det var ikke det bedste for mig, men for ham gjorde jeg alt. Jeg sagde end da evigt farvel. Det har sat sine spor, og de er som stemplet ind i huden på mig, men jeg ved han passer på mig, hvor end han er nu. Jeg kan mærke det.

Så er der ’’Ja vi ses, hej’’ farvellet. Min gamle klasse. Jeg siger aldrig mere end de ord til størstedelen af dem, når jeg møder dem. Vi har ikke noget at snakke om, vi har INTET tilfælles, så hvorfor snakke? Alle ti år var et helvede. Vi var en meget opdelt klasse, der kun snakkede med den gruppe man ligesom var i. Men lige så meget jeg har hadet det lige så svært var det. at indfinde sig med, at man skulle sige farvel. Menneskerne var jeg egentlig til dels ligeglad med, udover de piger, der også stadig hænger ved nu, men at sige farvel til skolen? Lærerne? Rutinerne? Magten som niende klasse? Mest af alt brugte jeg sidste skoledag på at tænke på, at nu var det slut med at møde i en klasse, hvor man ikke kunne lide, at være. Nu skulle jeg ud og være mig.

Når jeg møder gamle klasse kammerater på gaden, siger man lige ’’Heeeej! Ej hvordan går det?! Hvordan er gymnasiet?!’’ og så siger man ellers bare, ’’Ja vi ses, hej!’’ Når man har diskuteret, hvorvidt Espergærde Gymnasium er godt eller skidt. Der er ikke grund til mere, men engang imellem savner jeg dem, det farvel der var d. 26. maj 2011 var ikke nemt, det satte sine spor – for nu skulle jeg på egne ben, på Marie Mørks skole i Hillerød.

’’Godnat morspige! Vi ses i morgen!’’ det bedste af alle mine farveller. Anna min for gyldne pony. For jeg ved, at jeg ser hende i morgen. De farveller jeg giver Anna en gang om dagen betyder rigtig meget for mig, de har sat sine dybe spor. Sporene betyder fremtiden, der betyder, at der er en ny dag, der venter i selskab med hende. Følelserne bliver større dag for dag. Hun er som narko, der er en stærk afhængighed til hende, en weekend tur til Fyn er ikke det nemmeste i verden, for hun venter jo der hjemme? Så kan jeg ikke sige godnat, så er jeg i jo i udkants Danmark lige pludselig. Det er alt for langt væk, men turen er værd at tage.

At sige på gensyn er heller ikke helt nemt. I hvert fald ikke, når de er kæresten man snakker til. Efter mange års single liv og klargørelse på, at skulle dø alene med 208 katte fandt den ægte kærligheden mig endelig. Min søde Fynbo af en kæreste, der på trods han ikke synger som Burhan G har vundet mit hjerte og taget det med storm. Jeg vidste ikke, at et ’’på gensyn’’ kunne være så hårdt? At sætte sig ind i et tog og se det hele køre forbi og, at han næsten ikke kan se gennem øjnene for bare tåre? (Så dejlig er jeg åbenbart, jeg vidste ikke der var nogen, der ville eller kunne græde over mig) Det er ulideligt at savne, i hvert fald ham, men det nu også meget hyggeligt at tælle dage til man ses igen, men samtidig med, at de kommer tættere på kommer ’’På gensyn også tættere på’’ men man må leve i nuet.

At sige farvel er så mange ting. Det kan både være godt og ondt, det kan både gøre godt og ondt, og det kan være sundt. Sundt at savne, sundt at prøve at miste det bedste man har, men så alligevel ved man, at hvis man tror på det, så er det der.
Alle farveller sætter vel sine spor, nogle mere end andre, men selv om man siger farvel, sidder der vel altid et lille spor?Hve