En forelskelse.
En vedvarende og lang forelskelse.
Jeg tænker på dig hverdag, nogle dage kan jeg spørge mig selv om jeg har tænkt på dig. Da du forlod mig for de mange år siden det efterhånden er, var det som et lyn der slog ned. Jeg var forelsket, i en så wierd, men fantastisk dreng. Du kunne altid få et smil på mine læber, lige meget hvad jeg var ked af og hvorfor jeg var ked af det. Efter en gå tur med hunden i dag, kom du op i mine tanker igen, måske er du min eneste ene? Den eneste rigtige for mig, den eneste jeg aldrig vil tvivle på om jeg vil kunne lide. Hvis jeg tænker et år tilbage, var jeg i et forhold, med en jeg ikke elsket, men lærte at elske. Du var den eneste jeg turde sige tingene til. I daglig dagen går du i mit hovede under 'Den-eneste-ene,-men-ham-jeg-ikke-kan-få,-så-jeg-kalder-ham-min-bedsteven-istedet'
Alle de glade stunder jeg kan tænke tilbage på, alle de minder, alt den kærlighed jeg smækket i hovedet på dig, som du faktisk smed tilbage nogle gange.
Jeg tænker på dig hverdag, jeg savner dig hverdag og jeg elsker dig hvert sekund.
Tak fordi du er dig! <3<3
søndag den 27. februar 2011
mandag den 14. februar 2011
Hvem er jeg?
Ja.. Her er en biografi om mig, min egen mening.
Jeg hedder Emma Sparkov Bjørnsten og er en små tyk, femten år gammel pige fra Fredensborg i nordsjælland. Jeg har en selvtillid, der er to lorte høj hvor af halv anden er væltet.
Jeg går i niende klasse og skal til at videre, hvilket både gør mig ked af det og skide pisse fucking glad på sammen tid. Jeg glæder mig til, at møde nye mennesker, men ikke til at skulle tages ud af mine faste rammer. Jeg været så stinke stiv jeg knap kunne gå, men jeg har aldrig taget det der ligner stoffer - og det er jeg stolt af! Jeg er en pige med følelserne uden på tøjet. Jeg snakker gerne højt om mange ting både med familie og venner, men der er også ting jeg hun siger til min bedsteveninde Maria og mit et og alt, min dejlige hestemand Pavarotti. Jeg har gennem hele min ti år lange skolegang på Endrupskolen været klasses tykke heste pige. Det har gået mig meget på indtil for ganske få år siden. Jeg blev i de små klasser mobbet, og det har sat sine spor i mig, jeg kan stadig genkalde følelsen af at være både dum, grim, irriterende og totalt ligegyldig. Det gør ondt, men jeg har siden ikke turde fortælle de mennesker, der gjorde det jeg ikke kan udstå dem.
Jeg har i otte år været bidt af en gal hest, og min hest Pavarotti er min bedsteven og den eneste jeg stoler 1001010109% på. Ingen vil kunne tage hans plads! Min mor er også noget af det bedste i mit liv, jeg kan fortælle hende alt! Jeg elsker dig mor!
Jeg har både været stinke stiv og ja.. Givet noget dyrbart væk til den forkerte dreng.
For mig er sex en rigtig stor ting, jeg undre mig meget over venner og veninder (folk i det hele taget) Der knalder for at knalde, hvad er meningen med det? Man får ikke samme resultat!
Min musik smag er lige så forskelligt som Pepsi og Coca Cola, jeg ELSKER danser med drenge, men er ikke bleg for noget som breaking benjamin og lidt guns n' roses. Min musik smag siger faktisk ret meget om mig, både blød og stille og rolig, men lige så blød og stille og rolig jeg kan være, jo hårdere kan jeg være. Jeg hader opkast, føj! Der er ikke noget værre.
Faktisk har jeg allerede halv planlagt mit bryllup, siden jeg var lille har tanken om at blive hvis brud gjort mig glad. Tanken om den store kjole, jhvad ordet 'ja' kan betyde og sådan, det rør mig så meget. Jeg er meget romantisk anlagt og vil hellere gå en tur på stranden og snakke end en tur i biffen - og røde roser er et hit ;-)
Jeg har oprettet min egen trosretning, nonne med fordele. Jeg var på daværende tidspunkt så træt af mænd (drenge) Det eneste de kan præstere er, at sårer mig.
Som nok er gået op for jeg staver jeg elendigt, men vil stadig gerne være forfatter, samtisig med jeg er præst ved siden af. Jeg er glad for den ros jeg får for min personlige skrive måde. Jeg kan skrive mange ting med et meget humoristisk sans, som min lære selv siger 'som ingen andre kan'. Det er jeg meget stolt af. Faktisk rigtig stolt, næsten lige så stolt som jeg er over min hestbasse.
Jeg vil gerne have en tattoo... Den skal symbolisere min hest. Jeg elsker ham så højt, også den dag han ikke er her mere, han vil altid betyde alverden. ALTID!
Jeg stinker til matematik, og har gjort det stortset siden første klasse. Jeg er ikke pinlig over det, jeg ser det bare i øjnene ;-)
Det var mig..
Tror jeg..
Jeg hedder Emma Sparkov Bjørnsten og er en små tyk, femten år gammel pige fra Fredensborg i nordsjælland. Jeg har en selvtillid, der er to lorte høj hvor af halv anden er væltet.
Jeg går i niende klasse og skal til at videre, hvilket både gør mig ked af det og skide pisse fucking glad på sammen tid. Jeg glæder mig til, at møde nye mennesker, men ikke til at skulle tages ud af mine faste rammer. Jeg været så stinke stiv jeg knap kunne gå, men jeg har aldrig taget det der ligner stoffer - og det er jeg stolt af! Jeg er en pige med følelserne uden på tøjet. Jeg snakker gerne højt om mange ting både med familie og venner, men der er også ting jeg hun siger til min bedsteveninde Maria og mit et og alt, min dejlige hestemand Pavarotti. Jeg har gennem hele min ti år lange skolegang på Endrupskolen været klasses tykke heste pige. Det har gået mig meget på indtil for ganske få år siden. Jeg blev i de små klasser mobbet, og det har sat sine spor i mig, jeg kan stadig genkalde følelsen af at være både dum, grim, irriterende og totalt ligegyldig. Det gør ondt, men jeg har siden ikke turde fortælle de mennesker, der gjorde det jeg ikke kan udstå dem.
Jeg har i otte år været bidt af en gal hest, og min hest Pavarotti er min bedsteven og den eneste jeg stoler 1001010109% på. Ingen vil kunne tage hans plads! Min mor er også noget af det bedste i mit liv, jeg kan fortælle hende alt! Jeg elsker dig mor!
Jeg har både været stinke stiv og ja.. Givet noget dyrbart væk til den forkerte dreng.
For mig er sex en rigtig stor ting, jeg undre mig meget over venner og veninder (folk i det hele taget) Der knalder for at knalde, hvad er meningen med det? Man får ikke samme resultat!
Min musik smag er lige så forskelligt som Pepsi og Coca Cola, jeg ELSKER danser med drenge, men er ikke bleg for noget som breaking benjamin og lidt guns n' roses. Min musik smag siger faktisk ret meget om mig, både blød og stille og rolig, men lige så blød og stille og rolig jeg kan være, jo hårdere kan jeg være. Jeg hader opkast, føj! Der er ikke noget værre.
Faktisk har jeg allerede halv planlagt mit bryllup, siden jeg var lille har tanken om at blive hvis brud gjort mig glad. Tanken om den store kjole, jhvad ordet 'ja' kan betyde og sådan, det rør mig så meget. Jeg er meget romantisk anlagt og vil hellere gå en tur på stranden og snakke end en tur i biffen - og røde roser er et hit ;-)
Jeg har oprettet min egen trosretning, nonne med fordele. Jeg var på daværende tidspunkt så træt af mænd (drenge) Det eneste de kan præstere er, at sårer mig.
Som nok er gået op for jeg staver jeg elendigt, men vil stadig gerne være forfatter, samtisig med jeg er præst ved siden af. Jeg er glad for den ros jeg får for min personlige skrive måde. Jeg kan skrive mange ting med et meget humoristisk sans, som min lære selv siger 'som ingen andre kan'. Det er jeg meget stolt af. Faktisk rigtig stolt, næsten lige så stolt som jeg er over min hestbasse.
Jeg vil gerne have en tattoo... Den skal symbolisere min hest. Jeg elsker ham så højt, også den dag han ikke er her mere, han vil altid betyde alverden. ALTID!
Jeg stinker til matematik, og har gjort det stortset siden første klasse. Jeg er ikke pinlig over det, jeg ser det bare i øjnene ;-)
Det var mig..
Tror jeg..
søndag den 13. februar 2011
..
Når man læser både forums, blogs, Facebook status'er ovs. om piger der ikke kan få det værre. (Der i blandt mig selv.) De hader deres liv, der er ingen ting der passer, FML!!!!!!!!, alt er lort, ingen hverken elsker dem eller holder af dem. Ikke én dreng vil kigge på dem. Jeg er selv slem til det. Det er kun denne ene ting jeg bliver ved med, at synes er SÅ synd for mig! Prøv og se hvor meget det har ødelagt mit liv og pis og lort, men hvis jeg nu tænker ekstra over det, så har jeg faktisk et liv, der er værd at leve. Og det har vi alle sammen hver og én. Jeg undre mig så forfærdeligt (Jeg undre ret meget :p) over, hvorfor jeg har hadet mit liv så inderligt, at jeg ikke har ville leve. Men så gik det op for mig. Livet er en gave til mig, min kommende uddannelse er en gave. Alt er i sig selv en gave: en dreng vil kunne ødelægge dit hjerte, mobning kan ødelægge din skolegang, men alle de mange ting man kan ræmse op kan reddes. Jeg har det sidste stykke tid tænkt meget over mennesker med handicaps og mennesker med kræft. Deres eneste ønske er at blive raske og de fleste (Ihvertfald dem som jeg har mødt) gør ALT hvad de kan for, at leve et liv uden at lade sygdommen/handicappet påvirke dem. Jeg bliver så glad når jeg ser sådan noget! Det giver mig lyst til at leve videre, lyst til at kæmpe selvom det er svært. Selvom livet går op ad bakke meget af tiden lærer man jo af det. Og det kan ikke gå op ad uden at gå ned ad igen, og ned ad går det hurtigt. Mange gange når man slet ikke, at mærke sin medvind, for den kommer altid når alt kører på skinner, eller når man kører ned ad bakken, men.. Husk de små ting i livet, de kan ændre dit liv.
Det her har lige ændret min holdning.
Tak for det liv du gir' mig, Gud!
Og tak for verdens bedste Hest, mor, bedsteveninde og nære veninde! Det er ubeskrivligt <3
- Bems.
Det her har lige ændret min holdning.
Tak for det liv du gir' mig, Gud!
Og tak for verdens bedste Hest, mor, bedsteveninde og nære veninde! Det er ubeskrivligt <3
- Bems.
mandag den 7. februar 2011
Hvorfor.
Hvorfor bliver jeg ved med, at håbe du vil blive som alle de andres?
Hvorfor græder jeg hver gang du ikke er der?
Hvorfor sårer det mig jeg mangler din interesse?
Hvorfor sidder jeg med tårer i øjnene, skriver dette, håber du ser det så allgivel ikke? Jeg ville sådan ønske jeg turde fortælle, hvordan jeg har det og spørge, hvorfor du altid har manglet.
Er det fordi jeg ikke er som du forventer?
Fordi du ikke vil have mig?
Fordi du ikke elsker mig?
èn ting ved jeg:
jeg elsker dig
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde jeg var ligeglad. Det er jeg ikke, langt fra, det har ædt mig op indefra så længe, men ingen har jeg sagt det til. Jeg har sagt du manglet, men aldrig hvor ondt det egentlig gør. Jo, to ved det, men de kan se det inden jeg har sagt det. Inden jeg har sagt jeg er ked af det, inden jeg har sagt en kniv skærer i mit hjerte når jeg ser modsætningen. Og når jeg sidder her nu, pisse syg og har lyst til at køre ned og fortælle dig hvor ondt det gør. Men vil du kunne forstå? Vil det ændre sig? Vil det bliver værre?
Jeg tør ikke, jeg bliver bare her. Gemmer mig for den smerte der bare kan blive værre.
:'(
Far.
Hvorfor græder jeg hver gang du ikke er der?
Hvorfor sårer det mig jeg mangler din interesse?
Hvorfor sidder jeg med tårer i øjnene, skriver dette, håber du ser det så allgivel ikke? Jeg ville sådan ønske jeg turde fortælle, hvordan jeg har det og spørge, hvorfor du altid har manglet.
Er det fordi jeg ikke er som du forventer?
Fordi du ikke vil have mig?
Fordi du ikke elsker mig?
èn ting ved jeg:
jeg elsker dig
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde jeg var ligeglad. Det er jeg ikke, langt fra, det har ædt mig op indefra så længe, men ingen har jeg sagt det til. Jeg har sagt du manglet, men aldrig hvor ondt det egentlig gør. Jo, to ved det, men de kan se det inden jeg har sagt det. Inden jeg har sagt jeg er ked af det, inden jeg har sagt en kniv skærer i mit hjerte når jeg ser modsætningen. Og når jeg sidder her nu, pisse syg og har lyst til at køre ned og fortælle dig hvor ondt det gør. Men vil du kunne forstå? Vil det ændre sig? Vil det bliver værre?
Jeg tør ikke, jeg bliver bare her. Gemmer mig for den smerte der bare kan blive værre.
:'(
Far.
fredag den 4. februar 2011
vær' nu sød.
Vær nu sød ved hende.
Hun er et menneske af kød og blod. Ja, hun er ikke smuk, men er jeg det? Hvor mange er det? Af alle mennesker her på jorden vil vi hver og en altid blive valgt fra. Alle vil opleve et nederlag, ikke at blive valgt først til håndbold i idræt fordi man er bold mongol. Det handler om at være smuk inden i, at følge sit hjerte, bruge sin tid på det man vil og ikke hvad man føler man er nød til, for at være i den gode ende af skalaen. Jeg har ikke noget imod folk synes jeg er åndssvag, langt ude og klam, for sådan er jeg! Nej det er ikke nogen synes man er ulækker og irriterende, men så må man lade de mennesker der synes det være i fred.
Min blog har faktisk forsaget en masse interne veninde problemer, fordi man skriver hvad man føler, man glemmer bare en masse mennesker kan misforstå det der står i den. Alle kan se det, min mor, min oldemor (Hvis hun altså havde en computer)
Men på den her lille måned af 2011 er der en masse ting der er gået op for mig.
Jeg havde en elendig start på 2011, sikkert fordi jeg er så pisse overtroisk, jeg hoppet nemlig for tidligt og stod på jorden da klokken slog 12 (Hvilket jeg stadig er dybt irriteret over!!!) Og det sagde oppe i mit hoved det ville blive et skod år, men nu ser jeg på det på en hel anden måde. Mine karakterer er steget, dog kun fransk, men 7/7 i fransk er vist liiige til at leve med, right? Jeg ved hvad jeg vil og jeg kender målet. Og selv om folk er ved at tabe kæben når jeg siger jeg vil være præst har jeg ikke tænkt mig at ændre det, for det er mig. Det er en del af mig, det er min drøm. Og det må folk acceptere, de må acceptere mig som jeg er. Det så langt ude det først er nu det er gået op for mig. Tænk engang… 7 år skulle der til før jeg bare kan ryste ting af mig.
Venner.. et godt råd, vælg jeres kampe med omhu.
Det gik op for mig efter onsdag formiddag at hun er god nok. Hun har brug for den støtte, hun har brug for nogen holder af hende, nogen der ’cares’ about. Og jeg vil være en af dem, hun er god nok. Hun er lige som mig, vi er ens. Vi er faktisk alle sammen ens, sort som hvid, mørkhåret som lyshåret som 15 årige eller 75 årige. Så hvorfor sårer hinanden?
Det undre mig altid, hvorfor vi har krig i verden, hvorfor der findes indbrudstyve og ild, men bagefter slår det mig. Ellers ville de r ikke findes gode mennesker, hvis ikke der findes ’onde’ mennesker, der slår folk ihjel eller krig ville der heller ikke findes det modsatte.
- Bems. <3
Hun er et menneske af kød og blod. Ja, hun er ikke smuk, men er jeg det? Hvor mange er det? Af alle mennesker her på jorden vil vi hver og en altid blive valgt fra. Alle vil opleve et nederlag, ikke at blive valgt først til håndbold i idræt fordi man er bold mongol. Det handler om at være smuk inden i, at følge sit hjerte, bruge sin tid på det man vil og ikke hvad man føler man er nød til, for at være i den gode ende af skalaen. Jeg har ikke noget imod folk synes jeg er åndssvag, langt ude og klam, for sådan er jeg! Nej det er ikke nogen synes man er ulækker og irriterende, men så må man lade de mennesker der synes det være i fred.
Min blog har faktisk forsaget en masse interne veninde problemer, fordi man skriver hvad man føler, man glemmer bare en masse mennesker kan misforstå det der står i den. Alle kan se det, min mor, min oldemor (Hvis hun altså havde en computer)
Men på den her lille måned af 2011 er der en masse ting der er gået op for mig.
Jeg havde en elendig start på 2011, sikkert fordi jeg er så pisse overtroisk, jeg hoppet nemlig for tidligt og stod på jorden da klokken slog 12 (Hvilket jeg stadig er dybt irriteret over!!!) Og det sagde oppe i mit hoved det ville blive et skod år, men nu ser jeg på det på en hel anden måde. Mine karakterer er steget, dog kun fransk, men 7/7 i fransk er vist liiige til at leve med, right? Jeg ved hvad jeg vil og jeg kender målet. Og selv om folk er ved at tabe kæben når jeg siger jeg vil være præst har jeg ikke tænkt mig at ændre det, for det er mig. Det er en del af mig, det er min drøm. Og det må folk acceptere, de må acceptere mig som jeg er. Det så langt ude det først er nu det er gået op for mig. Tænk engang… 7 år skulle der til før jeg bare kan ryste ting af mig.
Venner.. et godt råd, vælg jeres kampe med omhu.
Det gik op for mig efter onsdag formiddag at hun er god nok. Hun har brug for den støtte, hun har brug for nogen holder af hende, nogen der ’cares’ about. Og jeg vil være en af dem, hun er god nok. Hun er lige som mig, vi er ens. Vi er faktisk alle sammen ens, sort som hvid, mørkhåret som lyshåret som 15 årige eller 75 årige. Så hvorfor sårer hinanden?
Det undre mig altid, hvorfor vi har krig i verden, hvorfor der findes indbrudstyve og ild, men bagefter slår det mig. Ellers ville de r ikke findes gode mennesker, hvis ikke der findes ’onde’ mennesker, der slår folk ihjel eller krig ville der heller ikke findes det modsatte.
- Bems. <3
Rørt til tårer.
I forgår aftes på Dr1 var der et program omkring unge, der var på stoffer. De havde alle en historie bag sig der var både sørgelig, trist og havde skuffet dem ekstremt. Da jeg så det skar deres historier i mit hjerte, specielt Mortens.
'Da mine forældre gik fra hinanden og min mor begyndte, at tage en masse forskellige mænd med hjem prøvede jeg at ødelægge forholdet mellem dem, men i sidste ende var det mig der røg'
En sætning husker jeg tydeligt:
'Kun på ishockey banen var jeg lykkelig'
Den sætning slår mig hele tiden, i det hele taget slog det program mig meget. Så mange følelser jeg kunne genkende. Deres forhold til stoffer er mit til slik, jeg får bare ikke sådan en falsk glæde som de får, men det trøster mig som stofferne trøster dem. De fire unge rystet lidt min verden, for wow. Det sindssygt hvad stoffer kan gøre, det var så tydeligt at se når de var påvirket, men tilbage til mit wow over Morten. I programmet for Morten et brev, og det brev giver ham adgang til, at begynde at spille ishockey igen. Jeg var så rørt til tårer da han sad der, tudbrølede over at få sin ’lykkelighed’ igen. Det var som om jeg kendte ham. Jeg havde sådan en lyst til at give ham et kram og sige: ’
Nu er det slut med alle de stoffer, du har fået det du behøver for at du vil forblive glad. Du behøver ikke det her lort, ligesom jeg ej heller behøver alt mit lort.’
Da programmet var slut havde jeg lyst til at løbe en tur, løbe en lang, lang, lang tur så jeg tabte mig 89327 kg. Mindst, men jeg fandt hurtigt 117 undskyldninger til ikke at gøre det.
Men hoved sagen med det her er, det eneste sted jeg er lykkelig er ved Paus. Lige meget hvor han er henne. Han giver mig det ishockey giver Morten. Jeg ved med mig selv han er min soulmate. Han er den der både forstår mig, selvom jeg ikke har sagt noget til ham, så forstår han hvad jeg mener, og hvorfor. Det som om han er mit spejlbillede, hvis jeg er skide sur, fraværende og irriteret ignorer han hvad jeg siger og gør, men er jeg derimod glad, snakker med ham og hygger med ham er han lige så.
’Min hest er mit spejlbillede’
Da programmet med om de fire unge på stoffer var slut sad jeg, og klappet da Morten var stoffri.
'Da mine forældre gik fra hinanden og min mor begyndte, at tage en masse forskellige mænd med hjem prøvede jeg at ødelægge forholdet mellem dem, men i sidste ende var det mig der røg'
En sætning husker jeg tydeligt:
'Kun på ishockey banen var jeg lykkelig'
Den sætning slår mig hele tiden, i det hele taget slog det program mig meget. Så mange følelser jeg kunne genkende. Deres forhold til stoffer er mit til slik, jeg får bare ikke sådan en falsk glæde som de får, men det trøster mig som stofferne trøster dem. De fire unge rystet lidt min verden, for wow. Det sindssygt hvad stoffer kan gøre, det var så tydeligt at se når de var påvirket, men tilbage til mit wow over Morten. I programmet for Morten et brev, og det brev giver ham adgang til, at begynde at spille ishockey igen. Jeg var så rørt til tårer da han sad der, tudbrølede over at få sin ’lykkelighed’ igen. Det var som om jeg kendte ham. Jeg havde sådan en lyst til at give ham et kram og sige: ’
Nu er det slut med alle de stoffer, du har fået det du behøver for at du vil forblive glad. Du behøver ikke det her lort, ligesom jeg ej heller behøver alt mit lort.’
Da programmet var slut havde jeg lyst til at løbe en tur, løbe en lang, lang, lang tur så jeg tabte mig 89327 kg. Mindst, men jeg fandt hurtigt 117 undskyldninger til ikke at gøre det.
Men hoved sagen med det her er, det eneste sted jeg er lykkelig er ved Paus. Lige meget hvor han er henne. Han giver mig det ishockey giver Morten. Jeg ved med mig selv han er min soulmate. Han er den der både forstår mig, selvom jeg ikke har sagt noget til ham, så forstår han hvad jeg mener, og hvorfor. Det som om han er mit spejlbillede, hvis jeg er skide sur, fraværende og irriteret ignorer han hvad jeg siger og gør, men er jeg derimod glad, snakker med ham og hygger med ham er han lige så.
’Min hest er mit spejlbillede’
Da programmet med om de fire unge på stoffer var slut sad jeg, og klappet da Morten var stoffri.
Abonner på:
Opslag (Atom)