Sååå...

Er jeg tilbage igen.. Endnu engang fordi mit forhold er gået i stykker og jeg mangler et sted at gøre af det. Har i netop dette æjeblik pfundet mit eget ''du-skal-nok-klare-den-Emma'' - Citat!

''Hvis en knust vase kan samles af gode hænder, må et knust hjerte kunne samles af gode veninder'' 

Det der er mit issue er, jeg egentlig ikke gider at være sammen med ham, og det (som han selv sagde det, inden han fortalte mig han havde fundet en anden) faktum, at det var mig der slog op er vel egentlig også en ret stor faktor? Jeg valgte det selv, valgte det for mig. Jeg gjorde det jo selv... Så egentlig er jeg dobbelt moralsk...? Og så alligvel ikke, jeg fortalte ham jo sandheden... Han ved bare ikke, at jeg stadig har været sammen med det samme antal mænd, bare flere gange med den samme.

Han gjorde så meget godt for mig, lærte mig så meget om mig selv, om hvem Emma er, og hvad hun finder sig i... Og så hvad hun ikke finder sig i! Jeg tror på, at ALT sker af en årssag. Der er en grund til, at vi kommer de ting igennem vi gør. Og klicheerne passer jo: ''Tiden læger alle sår'' ''Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere'' Der sker så meget hele tiden, og knuden i min mave kommer stadig ved tanken om, at han smiler, griner og elsker en/med en der ikke er mig. Han sagde han savnet mig, ligesom jeg jo også savner ham. Men samtidig ved vi begge to godt det ikke skal være os? Alle de skænderier, alle de tåre, alt den facade.. For fanden... Sådan skal kærlighed ikke være?

Jeg vil altid elske alle mine eks'er for de har lært mig noget hver i sær, om hvem jeg er! Nogen mere end andre.. Jeg fik jo bevidst, at når man ligger et plaster på et sår (I dette tilfælde på et knust hjerte) virker det, men den dag plasteret så forsvinder, så kommer smerten fra såret tilbage - med 200 KM/T! Jeg skal lære, at jeg er god nok som mig, og jeg skal finde ud af hvem jeg er, uden en mand ved min side, for jeg er sku' egentlig okay, ikk'?

Det væreste er faktisk knuden i maven, og det at man ikke bare kan fjerne tanker fra sit hoved... Tænk hvis man kunne det? Bare lade være at tænke på det og stryge det fra hukommelsen? Pisse fedt! Eller nej, for så ville man ikke lære af det!