Alt denne her uvished om, hvornår smerten skal ramme, hvornår jeg vender mig om og går, og det bliver uden dig. Forhelvede hvor er jeg bare træt af altid, at det er synd for mig, men forhelvede, det her er en beslutning jeg selv har taget. Når jeg smerte tager af, og jeg ser du har det godt, og der er tid til dig, så er det bare sådan det er. Så får du det jeg ønsker for dig min skat, årh min Anna. Jeg elsker dig så meget, og det gør jeg også om 1000 år, jeg havde ikke været den jeg er i dag uden dig, jeg havde ikke kunne stå alene, slet ikke kunne tage denne her beslutning?
Du har gjort mig så stærk. Du gav mig viljen til at blive hvor jeg er, og til at få det bedste ud af det. Når jeg sidder her, og tårene triller ned ad mine kinder:det er der ikke er nogen der fatter en meter af, hvorfor jeg er ked ad en beslutning jeg selv har taget?
Jeg kan ikke give dig det, som jeg vil give dig. Jeg kan ikke tilbyde dig det, jeg vil stå inde for. Jeg har vendt og drejet det så mange gange, jeg græder og græder lige nu, men det letter ikke smerten, for hvor ville jeg dog gerne bare have et kram, et kram af en, der ikke stillet spørgsmåltegn ved hvorfor, og som ikke fortalte mig alt det jeg ikke når, alle de penge jeg bruger og hvad de ellers kan finde på. Hvor er jeg træt af det!
Jeg glemmer dig ALDRIG min skat!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar