Fuck det hele - igen

Der lå jeg i tandlæge stolen. "Emma.. Hva' der er vejen?"
Ja hvad fanden er der snart ikke i vejen. Hold kæft hvor er jeg drænet for energi. Det her suger alt ud af mig, og lige så meget jeg hader min tandlæge lige så meget havde jeg lyst til at bryde sammen i armene på hende. "Det er så svært sådan noget" OM DET ER LILLE VEN!
Hvis jeg spørger mig selv, vil jeg både og. Jeg vil ikke undvære hende, vil ikke leve mit liv uden hende, men samtidig kan jeg ikke rumme det mere. Kan ikke bære at skulle miste, men ej hellere beholde. Ja eg sætter mig selv i en offer rolle pt, for det her synes jeg faktisk er synd for mig. Jeg ved det er min egen beslutning; det er mig selv der startet i 1.G, jeg elsker min klasse, aldrig har jeg været så glad for at gå i skole, aldrig! Dem vil jeg simpelthen ikke give slip på. De mennesker, der uden at vide det giver mig så meget tryghed? Jeg kan bare ikke holde til det her mete. Det er uvisheden. Frygten for, hvordan min mit liv bliver uden hende i det, og om jeg inderst inde overhovedet kan leve uden? Jeg er så træt af at live gør ondt, er så træt af at placere mig selv på øretævernes holde plads, men fuck det - jeg nægter at give op.