Se mig på mig og aflæs mig, og så vil du kunne konkludere, at jeg er dybt ulykkelig.

Du har altid sagt, at, at lyve kommer man ikke langt med, men du siger det, og gør noget andet. Hvad er det du vil have? Tillid og accept? Nos dig nu sammen, se dig omkring, hvad har ddu gjort? Intet! Du vil ligge nogle penge ud… Det er alt jeg oplever fortiden, at se hende var en ting, at du ikke præsentere hende er en helt anden ting. Jeg er så træt af, at du ikke kan se, at du ødelægger mig inden i, at du ikke kan se min vrede, frustration og ulykkelighed. Træt af du ikke fatter en skid, træt af kun at høre om, at jeg vejer for meget. Hvis jeg kunne ville jeg gøre mig tynd, sådan wupti. Så ville du måske ligge mere mærke til mig? Være stolt af mig? Ikke altid jogge godt og grundigt, der hvor det gør mest ondt?
Du kigger dig omkring, og pludselig står jeg dig. Du kigger forskrækket op. Hvad havde du ventet – eller rettere, håbet du ikke at se mig? Håbet du ikke at blive stillet i den lorte situation, som du stod i? Du har altid sagt, at vi nok skulle møde hende, nok skulle hilse på hende, ganske som hende før, men ikke engang kan du præsentere hende. Du VED du har klokket i den, der er så meget jeg ved, som du ikke ved, at jeg ved. Der er alle de gange, hvor du har sagt: ‘’Jeg forstår ikke hans vaæg, jeg forstår ikke, at han ikke holder det mere vedlige.’’ Ja, jeg har faste datoer hos dig, men lige nu er du ikke en skid bedere end ham du går og bagtaler, men som nogle siger: morale er godt, men dobbelt morale er dobbelt så godt.
- Det er det ikke, hvis man skal forstille, at være et forbillede.