fredag den 24. juni 2011

av..

alt gør ondt, jeg har lyst til at grave mig ned, helt ned til jordenskerne. Helt derned, hvor tempraturen er så høj, så jeg smelter væk. Forsvinder og aldrig behøver, at vise mig offentligt.
Jeg er forkert til verden, jeg er ikke god nok. Jeg kigger mig omkring, kigger på tynde flotte med mennesker, kigger på et kærstepar, der kommer gående hånd i hånd, og det første der slår mig er: ''Hvorfor er det ikke mig?'' Min vægt, min personlighed, min tøjstil? Hvad er det? Hvorfor passer jeg bare aldrig ind? Jeg kæmper.. Alle har en ''nitte'' ved sig selv, familie, skole ingen er perfekte, men jeg vil bare se ud som dem. Være lige så tynde som dem, og have den selvtillid de har. Jeg kan ikke uden ham, kan ikke hænge sammen, men ingen ser det. Ingen kan se smerten i hjertet, jo dem, der kigger én dybt i øjet, og ser de usynlige tåre. Er det ægte venner? Man siger, at ægte venner ikke kan tælles på en hånd, og det er først gået rigtig op for mig nu. De så det med det samme, eller rettere hun så det med det samme, men vi fik aldrig snakket. Hun forstår det ikke, jeg føler mig så fed ved siden af hende, selvom hun ikke er tynd. Jeg er så bange for, at være forkert. Bange for at bvlive såret. Bange for, at ingen ligger mærke til smerten, for jeg siger det ikke af mig selv. Dybt dumt, men sandt. Jeg vil ikke til fest i aften, jeg tør' ikke. Jeg vil ikke stå og være den der er forkert. ''Du er ikke forkert!'' 'Ej, et pænt billede'' Jeg vidste du sagde det for, at gøre mig glad. Jeg håber egentlig du en dag nosser dig sammen og er den veninde, jeg er overfor dig. Der er så meget jeg fortæller dig, men så finder jeg ud af, du går og gemmer på alt mulig? Jeg har sat venskaber i farezonen pga. af dig.

Jeg savner ham, han er den eneste, der altid vidste, hvor og hvornår jeg var ked af det. Han havde en tendens til at trøste mig når jeg havde mest brug for det. Nu har jeg to ting tilbage, der minder mig 100 % om ham. Og det er alt, før havde jeg 600 kilo, og 56000 ting. Jeg savner dig, og vil altid gøre det Paus. Du er min engel og min redder. Jeg ved ikke, om jeg nogen sinde vil kunne smile og grine, rigtig igen, ikke uden det er falsk. Jeg elsker dig Paus :'( Kom nu tilbage, kom og pas på mig :-'(

1 kommentar:

  1. Har det faktisk på præcis samme måde...
    Selvom vi burde være lykkelige over at have hus, mad, venner og familie er det alligevel som om man ikke er tilfreds, og det er noget møg.

    SvarSlet