Imorgen har jeg min første eksamen.. Jeg har stress ved tanken og så alligevel ikke. Det faktisk ret underligt jeg er egentlig ikke nervøs, men jeg har stress over jeg snart skal ud i den store verden helt alene. Og så glæder jeg mig alligevel også lidt, ud og møde nogle nye mennesker, der kun kan se mig som den jeg er og ikke den jeg plejet at være.
Jeg er så bange, når jeg ser Paus trave rundt ude på folden, og han halter som han gør er det som om der står en motorsavsmasakre mand og skærer i mit hjerte. Jeg hader det, det her bliver de tre længeste måneder i mit liv. Bare jeg kunne spole i tiden, komme frem til at få et svar, og spole tilbage igen og gøre, hvad der er bedst for min eneste ene. Han må ikke have ondt. Når han har ondt har jeg ondt. :'(
Ingen kommentarer:
Send en kommentar