Startet dagen med: at stå op, tage tøj på, spise morgenmad med familien, tage solbriller på og iPod i ørene og kører til gudstjeneste i slotskirken.
Jeg følte jeg skulle være der, så var jeg en ægte kristen. Gud vil altid være med dig selvom du ikke går i kirke, men for 5 år siden kunne jeg aldrig i hele mit liv drømme om at tage til gudstjeneste frivilligt. Jeg var troende nok til at lade mig konfirmere i den kristne tro, men at høre på en præst i en time til halvanden, hvad var meningen? De var så kedelige at høre på! Jeg var overbevist om at de ikke gik til fester, de ikke lavet andet end at prædike og drikke Jesu Christi blod og spise hans legme. De ti bud og du skal elske din næste – og så holdte de heller ikke fest eller drak sig fulde. Ej men altså røv sygt og død kedeligt at høre på. Når Lars Tjalve var på besøg i klassen sad jeg og sendte en sms til en eller anden veninde, der kedet sig lige så meget, han var så kedelig, men en dag ændrede det hele den da jeg forstod hvad han snakket om og den dag jeg frarøvet min fordom for at præster er kedelige. I 2005 blev jeg påkørt af en bus, eller rettere jeg kørte ud foran bussen. (Ups) Jeg slap med lette skræmmer, ikke et åben sår intet brækket, men med et kæmpe chok på sjælen. Alle der har hørt historien har sagt nogen holdt hånden over mig, og siden den dag har jeg troet sådan for real på en højre magt og en, der passer på mig når jeg ikke selv kan. Jeg troede lidt mere, men tog stadig ikke i kirke, for så vigtig var det ikke – og syntes i øvrigt stadig præster var kedelige og meget af det de sagde handlet jo bvare om Jesus og Gud, og så noget der hed Helligånden. Jeg blev konfirmeret uden alle krydser på mit lille fine klippekort og den slags, men blev dog konfirmeret for at bekræfte min tro, selvom jeg syntes præsten var kedelige.
Sidste år, oktober 2010 sad jeg med en nær veninde og snakket. Hun fortalte at vores fælles ven kørte bil, hans bedsteven der lånte sin fars bil kørte de rundt og fælles vennen på 16 kørte. Jeg var rystet og sur, og siger i arrigskab: ’’Gid han køre galt’’ Jeg siger det egentlig kun fordi jeg var frustreret og irriteret, han skal have en lærestreg, der gør han aldrig gør det igen uden kørekort. To dage efter havde vi vikar i matematik. Vi havde faktisk prøve og pludselig vælter tårerne ud af kinderne på min veninde. Jeg hiver hende til side og det viser sig vores fælles ven er kørt galt. Hans bedsteven, der sad ved siden af er død. Jeg trøstet min veninde, der var utrøstelig hun var så ked af det, bange og ingen kunne komme i kontakt med ham. Han overlevet og er her stadig i dag skal de dog siges. Fra den dag begyndte jeg så småt at tro mere, og jeg vidste med mig selv at nogen ville have mig til at synes bedre om præster og kristendommen. Efter den dag slog det mig. Jeg skal være præst. Jeg vil være den kedelige klap hat til Lars Tjalve’s efterfølger. Jeg læste meget om det og det gik op for mig at min fordom var frarøvet mig, og jeg havde gjort det af mig selv. Nogen dage efter var Simon, sognepræsten i Fredensborg kommet forbi min mors butik, og min mor havde fortalt ham, at jeg havde snakket om at blive præst. Han smilet stort og sagde, at jeg var mere end velkommen til at komme ned og snakke med ham om at blive præst og om, hvordan det var. Jeg var så hooked! Nej, hvor jeg glædet mig. Simon var død af grin, da jeg fortalte om min fordom om præster var kedelige. Han fik mig hurtigt overbevist om, at det var de ikke. Teologi studiet var nærmest berygtet for deres fester inde på universitetet. Da jeg tog fra den samtale var jeg lige ved at gå op og sige til skoleinspektøren, at vi bare kunne tage eksamenerne nu. Jeg havde noget jeg skulle nå i den anden ende. Eller nej. Jeg skulle ikke nå det, jeg skulle være glad og bevise for andre at præster ikke er kedelige – det er en latterlig fordom jeg selv har slået ihjel.
skrevet 2. påskedag 2011.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar