Kan i huske.

Kan i faste læsere huske jeg skrev om den første rigtige kærlighed? Nu er den den største forelskelse jeg vil prøve at sætte ord på.
Han havde en energi jeg kunne mærke, en der altid fik en smil på mine læber. En energi der fik mig til at sidde og kigge på børn flere timer i træk, der red rundt og rundt. Bare for at være sammen med ham. For at se ham, og høre hans stemme. Hans latter sidder i mig endnu. Jeg kan genkalde den lige meget, hvor jeg er i verden. Han var der fordi han elskede det, fordi han ville det han ville, men man siger jo: 'Der er en mening med alting' og mit hjerte er overbevist om, at det var pga. af dig og mig. Fuck resten. Dig og mig. Du er den eneste dreng i verden (udover Paus ofc! Men eftersom han mangler sine balls tæller det ikke rigtigt) Der kan få mig til at føle, at jeg er her fordi jeg er mig, du har fejet benene væk under mig, men det mest tragiske var/er faktisk, at jeg gik så længe og frøs min røv af for at se på dig (og børn) Ude at vide, hvorfor jeg gjorde det. Jeg gjorde det bare. Pludselig var du væk, og et savn og et tab var alt jeg havde tilbage, eller nej. Jeg havde minder ingen vil kunne tage fra mig. Da jeg så et år efter lå med dig på en sofa, du havde en kæreste, jeg havde en halv (Hvilket vil sige jeg havde noget med Mr. Right, som man jo altid tror.) Og min mor pludselig kalder mig over. 'Emma! Lad vær' med at flirte med ham så åbenlyst!' Mig flirt?! Mor.. Okay... Måske.. Okay, jo. Jeg var ikke engang klar over det, men jeg fortryder det ikke. Der er noget i mig, der altid vil tilhøre dig, om det er min sjæl min kærlighed, eller bare mig ved jeg ikke. Du er den dreng jeg vil give ALT (undtagen Paus) op for! Utroskab, uddannelse, job hele lortet! Bare tanken om dig, din latter. Din kærlighed der er min. Jeg bliver helt elektrisk ved tanken. Du er den eneste på jorden jeg ville være utro for. Den eneste! Jeg har haft en kæreste siden, én. Og trods jeg var i et forhold, var du perfekt for mig. Du forsikrede mig om, ham og jeg ikke burde være kærester, og siden da er det gået op for mig, at man ikke kan have følelser for to på én gang. De lå hos dig fra starten, men var/er blusede ned med tiden. En tur til Roskilde kunne tilgengæld vække dem gruligt igen, fordi jeg er handicappede og ikke kan finde vej fra stationen måtte jeg jo ringe. Mit hjerte hamrede afsted, din stemme. Du var så tæt på, og alligevel så langt væk. Og pludselig, dér. Stod du og grinede af mig, og sagde 'Hva' så snuske, kommer du ikke over og siger hej?' Jeg overvejet kraftigt at smide mig om halsen på dig og aldrig give slip, men jeg behærsket mig!(Klappesavle!) Det var ubeskrivligt og siden du grinede af mig der var de to dage et helvede, hver gang jeg så dig var mit hjerte ved, at hoppe ud af halsen på mig. Jeg kunne ikke focusere på andet end dig. Jeg kan ikke beskrive dig med ord, du er skøn, du er fuldendt og og aldrig nogensinde vil de her ord ikke passe på dig. Du er en af de få mennesker, der er en engel. Du har bare ingen vinger.
Jeg vil gå så langt som til at sige jeg elsker dig. Min bedsteven, min soulmate, min evige kærlighed.