hvorfor...

Hvorfor lader man sig altid såre af dem, der ikke er værd at græde over?
Han er ikke værd, at græde over, han er ligeglad, han er dum.. ARGH! Jeg hader drenge! De har ingen situationsfornemmelse? De er så fucking ligeglade med, hvad de såre, hvorfor de sårer og hvor meget de betød? Og værst af alt er, at man ved der er en anden. 'Neeeeeeej! det er der ihvertfald ikke! Jeg har bare ikke tid skat' for det første: lad vær' med, at kalde mig eller jeg hugger bollerne af dig. For det andet: så er jeg ikke lige så dum som du er, derfor ved jeg der er en anden, og bingo! Jeg havde fandeme ret! HA! Jeg er klogere, bare ærgeligt min skat!

Jeg har fundet et nyt lille sødt udtryk.
Man siger kærlighed gør blind, men husk: de fleste blinde ikke kan gå alene, det er nødtil at have hjælp til at føle sig frem til hvor de skal gå hen. Så hjælp dine venner når du kan se det ender i ulykkelig kærlighed, og før dem den rigtige vej, inden de når at blive blinde af kærlighed til den forkerte.
Det giver mening i mit hovede, hvad med i jeres?

Jeg er virkelig depremeret. Både oven på det med Paus, men også oven på resten af den her lorte østenvind jeg kan mærke i mit stakkels lille hovede.alt går bare den anden vej, nemlig ned ad! Nu vil jeg kigger på div. hjemmesider og trøste mig selv med det sidte af min løn :(