altid, og evigt forkert.

Jeg tror, at jeg altid vil føle mig forkert.
Jeg vil aldrig kunne måle mig med de andre, jeg vil andre kunne være som de andre. Ikke at jeg vil være som dem, men i det mindste kunne være på lige fod med dem. Jeg er så knust, så ked af det og så deprimeret. Jeg er så bange for at alle cutter lignerne til mig, er så bange for ingen vil kunne lide mig. Ingen nogensinde vil kunne lide mig. Hvorfor er jeg så forkert i forhold? Hvorfor er det mig der skal sidde og føle mig dum og uden for? Hvorfor går jeg ind med i knude i maven og tænker, bare nogen vil snakke med mig og høre hvad jeg har at sige. Hvorfor r jeg bange for nogle, der rent faktisk er ligesom mig, lavet af kød og blod. Har de samme følelser, har de samme måde at sige tingene på. Jeg er så bange for, at miste det jeg har for uden det, er jeg ingenting. Uden ham vil jeg ikke kunne stå op, uden ham vil jeg aldrig kunne mærke en rigtig smerte. Jeg vil aldrig kunne holde så meget af nogen, som jeg gør af ham. Aldrig. Han er min mening, han er alt. Hvad er der galt, hvorfor skal det hele falde sammen nu? Hvorfor er jeg så forkert? Hvorfor kan hun ikke høre det? Hvorfor kan hun ikke se det? Jeg ved godt alle vil sige 'Nej du ikke forkert, du er lige som du skal være!' Men jeg føler mig så dum, undre mig over hvad det er der gør jeg skulle have den behandling. For lige meget hvor lant væk du gemmer det, vil jeg ALDRIG glemme de helveds år. Jeg vil aldrig glemme, hvilke knude jeg havde i min mave, der vokset, og vokset for hvergang du snakket til mig, og for hvergang du kigger på mig. Jeg vil aldrig kunne tilgive det. Du har nok glemt det, men.. ja.. Det gør dig ikke bedere, end du er nu. Måske er du bedere fagligt end jeg er, men tro mig. Inden i, er det mig, der er ældst.