årets første (og vist nok sidste terminsprøve)

2. Et farvel, der har sat sig spor

’’Mor – jeg smiler aldrig igen’’
’’Jo du gør Ems, det løser sig alt sammen, han får det bedre nu’’
’’Jeg smiler aldrig igen’’

Der er mange måder at sige farvel på. Der det evige farvel. Der findes et ’’Ja vi ses, hej!’’-farvel. Så er der ’’Godnat mors pige! Vi ses i morgen!’’-farvellet og så er der et gensyns farvel. Hvordan siger man farvel på den rigtige måde? Kan man sige farvel på en forkert måde? Hvordan skal man få sagt alle de ting, man gerne vil sige? Den dag de er væk, så er der ikke mere at gøre, du kan ikke ringe til dem, skrive til dem eller snakke med dem igen. Min frygt var, hvem skal jeg snakke med? Hvem skal jeg græde hos? Hvem skal jeg grine hos? Hvem kan jeg være 110 % mig selv hos? Svaret kunne jeg ikke finde. 

D. 24. maj var det farvel. Min højt elskede vallak skulle have fred – og det fik han, for han fortjente intet mindre end det bedste. Trods et meget turbulent forløb forinden, hvor veninder svigtede, mit selvværd svigtede og faktisk helt forsvandt.
Alt smuldret i min verden. Alt håb forsvandt så pludseligt, for uden ham var jeg ingenting. Jeg kunne ikke bruges til noget, for han havde min rygrad, han var min rygrad – min stolthed.
Han havde alt af mig, inkl. Mit hjerte og min rygrad, for han var min rygrad. Vi gav hinanden alt, jeg gav i hvert fald ham alt. Jeg brugte alt min tid på ham, hos ham og med ham, og ingen kunne tage hans plads. Rigtig mange dage var han den eneste jeg ville se, den eneste jeg ville snakke med, for selvom han intet kunne sige, var det som om han forstod, hvad jeg sagde alligevel.

Der stod jeg. Dyrlægen bil kom rullende ned ad indkørslen og mine øjne fyldtes hurtigt med tåre. Min mor græd i afmagt, hun kunne ikke tage den smerte jeg stod med, om hun så var masse millionær havde det ikke været en mulighed. Dyrlægen kom ind og smilet til mig. ’’Emma – Der var du sender Paus hen nu, er der fyldt med kærlighed. Jeg har læst alt, der er at læse om døden, og jeg lover dig han får det som blommen i et æg’’ Dyrlægen kom med den første sprøjte, den der sløver hestene. Jeg trak ham ud, hvor han skulle ligge og det første han gjorde var, at ligge sin mule på min skulder ganske som alle de andre gange han havde trøstet mig. Det gjorde han altid. Jeg smilet og græd på samme tid, for hvor var det en fantastisk måde at sige farvel på. Det var uden tvivl sådan det skulle gøres. Paus fik fred, det sidste kys og de sidste ord, og så drog han af sted på rejsen henover regnbuebroen.

På trods af at hele min verden var i gang med, at forsvinde holdt jeg hovedet højt. Jeg smilet, jeg grinet, men det hele var falskt. Ingen kunne se min frygt, for at blive ladt alene, men den 25. maj var der ikke en eneste i min klasse, der fyret en dum bemærkning af til mig som de plejet. Alle var stille, mine veninder vendte sig mod mig og smilet svagt, men det ændret ikke på, at smerten lå og ulmet i mig ingen så det, for jeg smilet bare tilbage. Jeg savner ham hver eneste dag, mangler ham hver eneste dag, men jeg ved, at der hvor han er nu er alt bedre for ham. Det var ikke det bedste for mig, men for ham gjorde jeg alt. Jeg sagde end da evigt farvel. Det har sat sine spor, og de er som stemplet ind i huden på mig, men jeg ved han passer på mig, hvor end han er nu. Jeg kan mærke det.

Så er der ’’Ja vi ses, hej’’ farvellet. Min gamle klasse. Jeg siger aldrig mere end de ord til størstedelen af dem, når jeg møder dem. Vi har ikke noget at snakke om, vi har INTET tilfælles, så hvorfor snakke? Alle ti år var et helvede. Vi var en meget opdelt klasse, der kun snakkede med den gruppe man ligesom var i. Men lige så meget jeg har hadet det lige så svært var det. at indfinde sig med, at man skulle sige farvel. Menneskerne var jeg egentlig til dels ligeglad med, udover de piger, der også stadig hænger ved nu, men at sige farvel til skolen? Lærerne? Rutinerne? Magten som niende klasse? Mest af alt brugte jeg sidste skoledag på at tænke på, at nu var det slut med at møde i en klasse, hvor man ikke kunne lide, at være. Nu skulle jeg ud og være mig.

Når jeg møder gamle klasse kammerater på gaden, siger man lige ’’Heeeej! Ej hvordan går det?! Hvordan er gymnasiet?!’’ og så siger man ellers bare, ’’Ja vi ses, hej!’’ Når man har diskuteret, hvorvidt Espergærde Gymnasium er godt eller skidt. Der er ikke grund til mere, men engang imellem savner jeg dem, det farvel der var d. 26. maj 2011 var ikke nemt, det satte sine spor – for nu skulle jeg på egne ben, på Marie Mørks skole i Hillerød.

’’Godnat morspige! Vi ses i morgen!’’ det bedste af alle mine farveller. Anna min for gyldne pony. For jeg ved, at jeg ser hende i morgen. De farveller jeg giver Anna en gang om dagen betyder rigtig meget for mig, de har sat sine dybe spor. Sporene betyder fremtiden, der betyder, at der er en ny dag, der venter i selskab med hende. Følelserne bliver større dag for dag. Hun er som narko, der er en stærk afhængighed til hende, en weekend tur til Fyn er ikke det nemmeste i verden, for hun venter jo der hjemme? Så kan jeg ikke sige godnat, så er jeg i jo i udkants Danmark lige pludselig. Det er alt for langt væk, men turen er værd at tage.

At sige på gensyn er heller ikke helt nemt. I hvert fald ikke, når de er kæresten man snakker til. Efter mange års single liv og klargørelse på, at skulle dø alene med 208 katte fandt den ægte kærligheden mig endelig. Min søde Fynbo af en kæreste, der på trods han ikke synger som Burhan G har vundet mit hjerte og taget det med storm. Jeg vidste ikke, at et ’’på gensyn’’ kunne være så hårdt? At sætte sig ind i et tog og se det hele køre forbi og, at han næsten ikke kan se gennem øjnene for bare tåre? (Så dejlig er jeg åbenbart, jeg vidste ikke der var nogen, der ville eller kunne græde over mig) Det er ulideligt at savne, i hvert fald ham, men det nu også meget hyggeligt at tælle dage til man ses igen, men samtidig med, at de kommer tættere på kommer ’’På gensyn også tættere på’’ men man må leve i nuet.

At sige farvel er så mange ting. Det kan både være godt og ondt, det kan både gøre godt og ondt, og det kan være sundt. Sundt at savne, sundt at prøve at miste det bedste man har, men så alligevel ved man, at hvis man tror på det, så er det der.
Alle farveller sætter vel sine spor, nogle mere end andre, men selv om man siger farvel, sidder der vel altid et lille spor?Hve