tårene bag smilet.

Bag smilet gemmer gråden sig, en sætning jeg har brugt meget. Gråden kan fremkomme på to nano sekunder, som i min situation nu. Jeg græder ikke, endnu. Hvorfor er der ikke nogen, der kan opfatte jeg er dybt ulykkelig? Kan jeg virkelig præstere at skjule det SÅ godt, at vitterlig ingen undtagen mine nærmeste, og nogen gange kan ikke engang de se det. Jeg ville sådan ønske det hele forsvandt, at jeg bare for en stund kunne være mig, uden hæmninger og det fact at jeg kryber ved den mindste konflikt.
Jeg elsker at leve, jeg elsker min pony, min fantastiske kæreste, veninder og familie, men den mindste ting vipper mig af pinden. ''Jamen Emma, du er længere end de andre, de forstår det ikke, du er så moden'' ''Emma, du er bare en fantastik pige'' Så fat det dog, nej jeg er ikke. Jeg er Emma, den fede klamme hestepige, der ALTID har brugt hesten som bedsteven, grædt mine tåre og alt mit snot ud der. Jeg kan ikke finde ud af, at gå i byen. Jeg vil hellere bare være derhjemme, glemme alt omkring mig, være sammen med Anna og Søren. Alkohol gør bare, at mine tåre vælter ud. ''Jamen så er hæmningerne væk!'' Ja, det rigtig nok, men det er de kun for et par timer, og de kommer tilbage med 150 km/t, når jeg bliver ædru. Når jeg kigger rundt på mine veninder, så ser jeg smukke piger, piger der burde elske deres krop. Deres bukser sidder skide godt, barmen er pæn og lige som den skal være, der er ingen mave der stikker ud, der er ingen strækmærker. Jeg får som regel at vide, at det er min egen skyld. De er det også, for maden var min trøst. Jeg tør' slet ikke tænke tanken, om hvordan jeg havde set ud, hvis ikke de var fordi jeg cyklet frem og tilbage til hesten. Puuuh hvor havde jeg været fed. Jeg håber sådan, at nogle af de mennesker jeg ser til hverdag, dem i min klasse exempelvis, ville støde på det her indlæg. Der er så mange ting, der bliver sagt hver dag, som de ikke tænker over, men som jeg ikke kan lade være at tænke over. Når jeg får sagt et eller andet og de griner ad mig er det som en lussing, der rammer hvergang de griner. Det gør så ondt, men de ved det ikke, og jeg har heller ikke i sinde at fortælle dem det. Jeg skal ikke være midtpunk. Jeg gad godt være usynlig, for alle andre end Søren, Anna og Nulle. hvor ville det bare være det fedeste i verden! Udover det fact, at jeg har den dejligste pony, skønneste kæreste og den bedste veninde, det er det fedeste!