Jeg håber du husker på dit løfte, håber du husker vi altid har været hinandens, hvis han tager dig nu, er jeg ikke sikker på jeg nogensinde vil blive hel. Husk du er en stor del af mit liv, jeg begynder at savne dig, begynder at få ondt indeni hvergang jeg ser alle andres end mit navn i dine opdateringer. Men jeg tier, jeg fortrænger det, du skal være glad, og hvis det er uden mig for en stund må det være sådan. Sådan håber jeg ikke det er, og en eller anden dag får jeg desværre nok, nok og så kan jeg ikke tie længere, så vil jeg fortælle dig, hvordan jeg har det, så vil du blive sur, sur over jeg ikke sagde det og skrev det her. Men engang imellem er det, det eneste sted jeg tør' sige noget.
Jeg tør ikke sige noget til nogen mere, jeg får jalousi anfald hvergang mine veninder kigger på andre end mig. Jeg er så bange for at miste det jeg har kært, jeg er så bange for at tabe. Tabe alle de minder, alle de ting jeg har kært ved den enkelte person. Jeg må manne mig op, jeg må huske på, at det er min egen skyld. Jeg kan bare åbne munden, men frygten for at sige noget forkert er for stor. Frygten for at blive høvlet ned, er for stor. Den frygt burde ikke findes, men det gør den.
Jeg står i morgen overfor den første ud af tre terminsprøver. Jeg vil sætte mine forventinger højere. Jeg kan mere, jeg vil mere. Jeg har en drøm, en drøm om at blive præst, den drøm skal udleves! Koste hvad det koste vil! (Altså hvis bare jeg ikke skal af med de mennesker jeg holder af, min dejlige pony, min lillefinger ring eller op og flyve)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar