hvad var reaktionen hos den første, der blev dybt ulykkelig i kærlighed?

Der er sket så meget på det sidste.
Ny skole, nye mennesker, nye vaner, nye glæder og nye sorger.
Jeg har de sidste par dage brugt rigtig meget tid på, at tænke over hvem, der gjorde alting første gang. Hvem opfandt skiltet? Hvem opfandt toilettet? Hvem fandt ud af det er skide smart, at bruge en paraply? ''Google det'' 
Jeg tænker tit på det, hvad var reaktionen hos den første, der blev dybt ulykkelig i kærlighed? Jeg husker tydeligt, den aften min første kæreste pænt sendte mig en sms, at det gik jo ikke. Jeg var næsten overbevist om, at nu ville min verden gå under. Fuck alt, jeg ville jo bare have ham? Kun ham, der fandtes ingen andre end ham, ingen andre der ville have mig ihvertfald. Det gjorde der, men for en kort stund.
Jeg fik selv fået et hårdt slag med en våd Berlinger i løbet af den sidste uge. Når man er forelsket, er man som ''Palle alene i verden'' Alt andet kan være lige meget, bare man ser ham, bare han skriver sms'erne. Hun gjorde mig klogere, jeg vidste ikke bedere. Jeg troede fuldt og fast på hvert et ord, alt hvad du fortalte mig, men ak ja. Det var løgn.. Fup og gamle aviser, det havde ingen betydning for dig. Det var bare ord, ligegyldige ord. Jeg hader dig, og elsker dig lidt på samme tid. Alvoren gik op for mig, da jeg så tilbage. Hun vidste intet, hun havde ingen idé om noget. Havde det vlret mig, havde jeg aldrig kunnet tilgive. ALDRIG. Nye veninder kan man få på mange måder, tak for den sammenførsel, Asshole. Je ne regrette rien!

Hver gang en dreng sårer mig, har jeg kun lyst til en eneste i verden. Det første og eneste rigtige crush.