lørdag den 30. juli 2011
et brev til min engel.
Kære mit alt, min soulmate, min Paus.
Har du det godt basse? Jeg savner dig hvert sekund, hvert minuet, hver time, hver dag. Jeg ved smerterne er forsvundet, det gør ikke ondt på dig mere, men nøj! - Jeg ville give min højre arm for, at få lov at se dig igen, få lov at kysse din mule. På flyveturen til Tyrkiet kom der en hård turbulens, virkelig hård! Det første jeg tænkte på var ''Nu dør jeg'' Hele mit liv passeret revy foran mig, mens flyet det hoppet op og ned, jeg græd som pisket, knuget mine hænder og ekstra hårdt om min lillefinger, for der sidder den ring, der symbolisere dig. Alle de minder vi har sammen, ligger for mig i den ring! Flyet hoppet stadig rundt og så slog det mig, at hvis jeg nu styrter ned og dør, så kunne det være jeg ville se dig igen? Ville jeg det? Da det var overstået og vi var oppe over skyerne smilede Mor og sagde: ''Så er det overstået Ems, prøv at se skyerne'' De var lyse og med et lyserødt skær fra solen, der var ved at gå ned. Min mor sagde igen ''Det kan være vi ser Paus heroppe'' Der smilede jeg igen, med tårene løbende ned af kinderne, ganske som da jeg sagde farvel til dig d. 24 Maj. Jeg græd fordi jeg sagde farvel til hele mit liv, min hver dag og ham der kendte mig ud og ind, men jeg smilede fordi jeg vidste du ikke led mere, og du led ikke for min skyld mere. Der var en masse problemer op til din aflivning, som jeg aldrig fortaalte dig om, der var svigt, forsinkelser og forstyrrelser, men ligeså meget jeg fokuseret på det dårlige derhjemme, at du skulle væk og alt det der ellers skete ligeså ked af det jeg var. Men når jeg stod ude i stalden sammen med dig, var alt væk. Det var meget få sms'er jeg svaret på og det eneste jeg tænkte på var dig, jeg smilede for at være der for dig, jeg skulle være den stærke for grundet din smerte var du den svage. Jeg mere end nød hvert sekund af vores tid sammen, det var lige før vi havde interne jokes! Just the two of us. Det var ikke mange, der sagde mange ting til mig (Hvilet også var fantastisk, for lige meget, hvad der var blevet sagt var jeg brudt tudende sammen) Da du var væk lettet en masse kilo fra mit hjerte, du led ikke mere og dér på den anden side af regnbuebroen stod der en du holder af og ventede på dig. Det lettet mig jeg ikke skulle knokle med flere dyrlæger, Katrine var simpelthen en drømme dyrlæge under din aflivning, jeg kunne ikke havde øsnket mig det bedre for dig. Jeg ville sådan ønske jeg kunne have smidt cordeo'en om halsen på dig og jeg så kunne have fulgt dig til dørs, helt op for enden af broen, men ak nej. Det kunne jeg ikke, men vi ses jo igen en dag! Der går nok mange år, men vi ses igen!
Jeg troede aldrig jeg skulle smile igen, troede aldrig jeg ville mene det for Paus, uden dig var mit liv jo ikke værd at leve? Men en dag gikdet op for mig, at det udtryk der lyder: ''Du lever stadigvæk i mit hjerte'' - virkelig er sandt! For det gør du, jeg tænker tit på dig, jeg tænker faktisk rigtig meget på dig, og så savner jeg dig helt forfærdeligt! Du skal have tak for rigtig mange ting min engel! Tak fordi du ALTID passet på mig, når jeg ikke selv kunne finde ud af det! Tak fordi du var dig, du var noget specielt. Ja det siger alle om deres hest, men ham her han både var og er noget helt specielt! Tak for alt det du lærte mig nyttige ting, som unyttige ting. Tak fordi du var min højt og evigt elskede Pausi Snausi, og tak for din ovrbærenhed med mærkelig kælenavne og underlige ''kysse''-tricks du måtte lære for, at få en gulerod. (:-p) Jeg kunne blive ved, men Paus? Tak for Anna, jeg er i mig selv overbevist om, at der er en grund til, at det skulle være hende og jeg. I minder lidt om hinanden, men så alligevel ikke, det er svært at forklare, for i kan på INGEN måde sammenlignes udover, at i begge to har fireben og går under dyret - hest. Men første gang efter din aflivning jeg smilet rigtig og var 1000 % til stede i øjeblikket, var da jeg trak min nye prinsesse ind fra fold, for første gang. Hun mindkser savnet af dig engang imellem, jeg savner dig som en sindssyg, men med Anna bliver det nemmere, at leve med. Tak for alt min engel! Jeg savner dig, jeg elsker dig tænk der ikke er flere ord der ligner savner og elsker. Tak for alt Pausi, jeg håber af hele mit hjerte du har det godt! <3
- Din Emma. Vi ses igen en dag <3
Love you!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Puha hårdt og læse selvom man ikke kender jer. Kender ikke selv følelsen med en aflivning, håber aldrig jeg får set det heller ikke! Paus lød til at være en fantastisk hest. Mvh
SvarSlet